Nuancerne forsvandt

Kim Larsen er død. Sangeren og sangskriveren, der med Anne Sophia Hermansens ord (i Berlingske) leverede ”soundtracket til vores kærlighed, fandenivoldskhed og evige ungdom” forlod os søndag morgen og er hen over ugen blevet hyldet som en konge. Absolut velfortjent, for ingen anden dansk kunstner – måske siden Dirch Passer – opnåede i den grad at blive folkeeje, og til forskel fra Dirch har Larsen med sine sange sikret sig evigt liv i danskernes bevidsthed. Også hos dem, der ikke nåede at opleve ham.

Mandagsavisernes tilrettelæggere kunne næppe have ønsket sig bedre forudsætninger for at levere en mindeværdig forside. En hel dag til at lede efter de rigtige billeder og finde på netop den sentens, der kunne matche Larsens sproglige opfindsomhed og fandenivoldskhed. Set i det lys er resultatet ærlig talt lidt skuffende.

Berlingske har en fin reportage over fire sider, hvor avisen kommer rundt om Kim Larsens enorme betydning både for nuværende og tidligere generationer, men forsiden er slap og forudsigelig. ”Nu bli’r her stille” er en underlig umusikalsk parafrase over den smukke sang fra albummet Forklædt som voksen, og det bedste man kan sige om billedvalget er at det overlader en smule til fantasien, fordi kaskettens skygge dækker øjnene. Hvorfor Larsens markante hageparti skulle skæres over, er svært at se; der er rigeligt luft i toppen til at man kunne have fået det hele med.

Jyllands-Posten lykkes bedre med sit kasket-billede, der lige netop lader os ane sangerens øjne inde under skyggen. Rubrikken markerer blot hans fødsels- og dødsdato. Ikke ligefrem noget originalt greb, men i kombination med rummet til højre i billedet, som Larsens stærke blik fører os ind i, lægger teksten op til fortolkning og antyder at der er meget mere i vente, hvis vi åbner avisen.

B.T. har valgt et sjovt foto, der understreger Larsens gadedrengeimage – og samtidig nedtoner, eller rettere udraderer, mandens andre, nok så interessante sider. Fint nok med et kompromisløst valg, som sikkert også rammer ind i avisens målgruppe. Men med rubrikken ”Tak for alt, Kim” har man da vist ramt bunden, hvad angår provinsiel fantasiløshed.

I min (og Larsens) ungdom var Ekstra Bladet avisen, der formåede at skære ind til benet, og med besnærende elegance – journalistisk såvel som grafisk – kunne destillere et budskab. Det synes at være dyder der er kastet ud med det badevand, der har skyllet flertallet af dygtige bladskræddere bort fra redaktionen. Det direkte tonefald i overliggeren ”Det var sgu for tidligt, Larsen” er det eneste gode der er at sige om denne forside, hvor endnu en sangtitel bruges uden fantasi, og elementerne kæmper i en kaotisk konkurrence om vores visuelle opmærksomhed. Billedvalget bidrager til forvirringen: Skal vi grine eller græde?

Information gør et behjertet forsøg på at hylde Kim Larsens poetiske kvaliteter ved at lægge en af hans smukkeste tekster ind i et enkelt og stilfærdigt billede, der fint udnytter det faktum at vi alle udmærket er klar over hvem det er der er død. Effekten svækkes desværre kraftigt af artiklen til højre, der er så anderledes i sit visuelle udtryk at man ved første øjekast tror den handler om et helt andet emne. Her kunne en overligger have gjort underværker, men hvis de fire små verselinjer for alvor skulle have haft kommunikativ effekt, skulle artiklen være flyttet ind i avisen.

Forventningerne er altid størst til Politiken, og ambitionerne fejler heller ikke noget: Larsen i metamorfose med bøgeskov og kæmpehøj, tegnet af Roald Als, hvis karikaturer sædvanligvis rammer fantastisk præcist. Desværre ikke her – og samspillet med de fire verselinjer, der fungerede så smukt med det poetiske foto på Informations forside, skurrer fælt når teksten sættes sammen med en tegning hvor Larsen (i den udstrækning det overhovedet ligner ham) bare ser træt og arrogant ud.

At redaktionen heller ikke selv har været overbevist om forsidetegningens kvaliteter, aner man når man ser samme avis’ sektionsforside. Det er jo strengt taget bare et andet bud på en A-forside. Hvorfor benytter man ikke pladsen til at vise mange flere facetter af en lang og broget karriere? Placeringen af Larsens profil i bladhovedet er også genbrug, en idé Politiken har brugt (for) mange gange, og rubrikken ”Larsens sidste sang” er måske et ordspil på ”Sangen om Larsen” fra Melodien der blev væk, men i så fald for mig at se form uden indhold. Hvad menes der med det, og har Kim andet end efternavnet til fælles med Kjeld Abells grå papirnusser?

Set over hele feltet: En temmelig rutinepræget præstation. På den måde ganske godt i tråd med hovedpersonen, når han var værst, for Kim Larsen havde en møgirriterende forkærlighed for nemme løsninger. Men på sine bedste dage – og dem var der mange af i det halve århundrede, vi allesammen kendte ham – var han et kreativt geni, der kunne overraske os med sammensætninger ingen anden havde fantasi til at udtænke. Lidt ærgerligt, at ikke én af landets bladskræddere havde sådan en dag i søndags.